Det er jo en meget speciel og nærmest ubeskrivelig oplevelse,som også alle siger.
Dog bringer det en masse ting med sig;på godt og ondt.
Nye bekymringer dukker op og dét at blive mor,er aldrig, som man havde forestillet sig.
Man skaber sine egne små ideer om hvordan det mon bliver,hvordan barnet bliver og hvordan man vil opdrage...
Meeeeeeeen....
Alle børn er jo forskellige og derfor kan du ikke bruge alles råd; du har noget i bagagen,din kæreste/din mand har noget i bagagen,I har noget sammen som påvirker jer,omstændighederne påvirker én også (såsom hvilken fødsel havde du osv.)Ergo du starter helt fra 0....Som mor,som far og som kærestepar.
Jeg havde luret den,at dét at blive mor,ville være en hård opgave..Og det er det også; på nogle punkter!
Fx tænkte jeg aldrig på,at hun ville være så omklamrende og ville have svært ved at sove for sig selv,at amning tog så meget af ens tid, at beskeden fra alle mødre "Husk nu at nyde din barsel!" ikke var fup men fakta (nydelse og mad klinger ikke længere sammen,bad er en luksus ting og kærestens sokker får lov til at ligge længere tid på gulvet,da rengøringen er det sidste man kan overskue) osv.
Det er virkelig et andet liv!
Man kører lidt i følelsernes rutsjebane;for ligeså smukt og skønt det er at blive mor,ligeså uoverskueligt,hårdt og trættende er det.
Heldigvis har jeg en 'nem' datter (sammenlignet med mange andre børn og hvad de udsætter deres trætte forældre for).
Men det er jo min virkelighed og da der ikke er noget andet at sammenligne med,så er det min realitet;og den kan sagtens være hård selvom DU ikke synes det..
For nogen er det her et tabu at tale om.Mange mener, at livet er en gave og dét at få børn er en gave.
Og det er dét da også.Det er bl.a derfor jeg selv indså,at nu måtte det snart være.
33 år..Hm...hvem ved,måske kunne det have taget os flere år (fertilitet er jo ikke ens for alle kvinder og da slet ikke over 30 år).
Det gjorde det så heldigvis ikke,men ligeså glad jeg blev for nyheden,ligeså skræmt blev jeg.
That's it!Der var ingen vej udenom..
Så begyndte jeg at tænke på min egen barndom,opdragelse,mine/vores værdier og hvad ville jeg give videre.
Meget af min barndom er heldigvis gode minder,men der er også meget af det,der ikke er.Fx nogle ting som et barn ikke skal opleve.Jeg vil ikke uddybe det i min blog,men vil blot nævne at leve i 80'erne i Polen gjorde ikke det nemt for nogen og at vi glædeligt måtte takke os for bare at have nok zloty til brugt tøj fra Kirken.
Nogle af de ting vi gennemgik i Polen,har så resulteret i min mors nuværende selvdestruktion.For det er dét,jeg vil kalde,som hun er igang med nu.
Og tilbage til emnet med at blive mor,så er det også her,at jeg har manglet hende,hendes råd,hjælpen,kærligheden og at kunne 'favne',at hendes datter nu er selv blevet mor.
Hun har set min datter en enkel gang og ellers er vi på 'mail'-korrespondance.
Da hun holdt Luna i sine arme,fik hun det til at ligne, at det ikke var lyst men tvang..Det var noget hun skulle gøre,for hun var jo en 'bedstemor'.
Hun er blevet ekspert i ikke, at kunne lide/elske noget/nogen men kan lide/elsker tanken om at kunne lide/elske noget/nogen.
Så her står jeg med min datter og håber på at kunne være en bedre udgave af en mor end hvad jeg selv har oplevet.
Mine værdier er derfor sat efter,hvad jeg selv har været igennem.
At gøre det bedre og med større bevidsthed,kærlighed og respekt for min datter.
For det var en mangelvare i min egen opvækst.
Heldigvis har jeg aldrig været mere sikker i noget i mit liv end nu; at blive mor og handle på intuition,signaler og behov.At give et lille bitte menneske alt det, som dét behøver; her og nu.
Jeg kan mærke,at der er vokset en kæmpe ro i mig og troen på at tro på sig selv og de ting man handler ud fra.
Det er simpelthen en befrielse.
Jeg har altid kæmpet om at tro på dét,jeg gjorde,var det rigtige og alligevel var meget usikker på min endelige beslutning.Men her føler jeg mig sikker.
Og sikke en befrielse..
Jeg vidste altid, at jeg skulle være mor,men havde aldrig troen på,at jeg ville kunne finde ud af det,selvom mange venner og bekendte mente,jeg ville blive 'sådan en god mor'.
For man kigger jo ofte på sin egen barndom og spejler sig i sine forældre og helt ærlig;ville jeg give mine børn samme opvækst?
Det kan man heldigvis selv gøre noget ved.Det er ikke andre,der er herre over dit liv.Det er du selv.Du skaber de gode gode minder men du skaber også de dårlige minder.
Og at blive mor giver dig netop muligheden for at give de bedste værdier,som du vil give videre til dit barn.
Det er også bl.a derfor jeg ikke har været parat til at få børn.Fordi man skal få børn af kærlighed og ikke af tvang 'fordi man kan'.Det er en kæmpe opgave,der ligger for en de næste mange år..At kunne tage sig af et hjælpeløst væsen som sætter al lid til en.
For mig har Luna været ren kærlighed og jeg vil gøre alt for hun skal få en anden barndom og opvækst end, hvad jeg selv oplevede.Jeg skylder ikke skylden på min egen mor,men forstår blot ikke alle hendes valg.
Nogle ting har hun gjort for os som familie,men de valg hun tager nu,der findes vist ikke noget 'familie'....
