Hvem, hvad og hvor....Og hvorfor!?

Så har jeg taget mig sammen til at gøre noget ved bloggen...
Jeg har faktisk oprettet 2 forskellige men den anden kommer jeg til at bruge til fotografier...Men I skal nok høre nærmere om det hele.

Som nogle af jer ved, så befinder jeg mig nu i Thailand og skal være her i 4 mdr.Har dog allerede været her i en lille måned.
Jeg befinder mig på en smuk ø af den sydvestlige side af Thailand, Koh Lipe.Her hjælper jeg nogle thaier i en bar/restaurant.Har allerede været her ca.6-8gange, men hjulpet restauranten kun 2-3 gange.

Livet hernede må siges at være noget andet end det derhjemme.Kulturen, værdierne, klimaet og ikke mindst befolkningen...
Dét, som jeg elsker ved at tage hertil, er at endelig give plads til at få slappet af, tænke 'klart', gøre nogle ting op med mig selv/'rense' ud, opleve et andet klima, slippe for diverse skavanker ved ens helbred, slippe for store og små problemer i ens hverdag, opleve andet end det 'almindelige/normale', spise en masse lækker autentisk mad, give sig selv lidt luksus, fordybe sig med noget, læse og 'finde sig selv'.

Det kan lyde så spirituelt, 'at finde sig selv', men tror virkelig jeg har det svært med det og tror desværre der er flere, der har det sådan.
For hvornår kan man være sikker, at dét man har opnået, er det rette for en?
Og hvorfor er det så svært at finde dét?

Man kan jo ikke være sikker om man har fundet svaret eller ej...For 'det rigtige' er jo heldigvis individuelt og samtidig meget tidsbestemt.I ét øjeblik kan vi føle lykke, glæde og 'fuldstændighed' og et andet øjeblik tomhed, kedsomhed og manglende samhørighed.

I Thailand vægtes der nogle andre værdier end det,vi er vant til i Danmark.Familie, takt og tone, ydmyghed, respekt og oprigtighed.
Disse værdier er efter min mening en mangelvare hos mange danskere.Flere og flere bliver mere selvcentreret, har penge i fokus, empatien forsvinder og kærligheden er nemmere at fremvise sort på hvidt end 'irl'. Vi har en tendens til at have os selv i fokus og derved glemmer vores medmennesker.
Og alle gør det før eller senere...Desværre...

Hvad angår mig selv, så vil jeg sige,at jeg selv har fejlet en del gange i løbet af de seneste 10 år, som står mig klarest i hukommelsen.
Jeg ved, at min ærlighed har kostet mig en del. Jeg er ikke bange for at sige tingene frem, som de er og ikke alle er lige begejstret for dette.Til dette skal det siges, at det aldrig er med hensigt at ramme nogen.
Mange mennesker er bange for 'sandheden' og tror/synes, at det er bedre at fortie eller skøjte henover noget, som egentlig ville være bedre ved at 'få frem'.
Lad os fx tage familien.Her er det typisk, at mange vælger at tie ift. en ting, som man evt. finder mærkværdigt, uacceptabelt eller grænseoverskridende, for man vil jo helst ikke fornærme nogen eller de skulle få et andet syn af én. Det er nemmere at tie end at 'tale frem'. Eller endnu bedre at have samme mening som 'de andre'.
Dette er noget, som jeg ikke gør mig så meget i længere, da folk simpelthen misforstår mig og det er ikke dét,som jeg vil med min ærlighed.

Til hverdag i Danmark lever jeg nok som en 'zombie' med (for) mange jobs, en del aftaler og ofte oplevet at 'glemme mig selv' midt i det hele.Det gælder hvad angår min familie, job,venner og kæreste.Så jeg forsøger at gøre en masse for de nærmeste, når jeg så endelig har dem 'tæt på mig'.

Yes, jeg er en pleaser og gør alt for folk skal have det godt og ser helst det bedste i alle (medmindre jeg oplever noget ved en person som er mindre tiltalende...fx brok).
Også med min ærlighed forsøger jeg blot at lægge 'sandheden' på bordet og vise forskellige sider af sagen.
Så når én eller anden 'gør mig ondt', så er jeg meget overrasket og uvist over, hvorfor dette er sket for én, som netop har forsøgt at hjælpe vedkommende.Man vil jo bare sine nærmeste det bedste.Så hvorfor sker det?
Måske er det 'kvalmende' for nogen, måske har folk sig selv nærmest, måske er det ikke mine 'nærmeste',som jeg går og tror...Hvem ved...
Svaret ligger stadig ikke lige til 'højre' benet for mig....Jeg fortsætter bare at gøre tingene nogenlunde på samme måde som før; men at være bedre til først at huske mig selv.

Og det er netop dét, som jeg elsker ved de her rejser..De hjælper mig til at få tankerne ud og huske mig selv ved at give mig selv luksus.At få roen, tiden og freden, som man ellers ikke har derhjemme.

Her er jeg ligeledes tvunget til at agere på en anden måde; man befinder sig i et andet land med andre værdier og en anden kultur og selv min egen ærlighed kommer på prøve her, da man virkelig skal passe på, hvad man udtaler sig om sådan et lille sted.

Man finder sine venner, evt fjender og sin personlighed ved netop at hele tiden stikke fingeren i jorden og mærke efter, hvad det 'rigtige' er at gøre i den enkelte situation.

At finde sig selv er ikke så nemt og det sker (desværre) på medgang og modgang.Oftest ved at gøre nogle drastiske ting eller presse sig selv i situationer, som både er grænseoverskridende og fremmede overfor én selv.

Så det er netop lige præcis dét,jeg gør nu ved at skrive denne blog...På godt og ondt!